Hvad kan DU gøre?
Hvis du ser en handlet kvinde
Hvis du ser nogen, der kunne være handlet, så kan vi hjælpe. Ring til os på den landsdækkende, anonyme hotline om prostitution og kvindehandel.
Vi anmelder ikke kvinder i prostitution og vi har tavshedspligt.
Tegn på, at en kvinde er handlet
Ikke alle udenlandske kvinder i prostitution er ofre for kvindehandel. Nogle tegn på at en kvinde er handlet kan være:
For prostitutionskøbere
• kvinder, der ikke ved hvilken by, de er i
• kvinder, der annonceres som værende til rådighed 24 timer i døgnet
• kvinder, der ikke har kendskab til dansk og det danske samfund
• kvinder, som bor på massageklinikken/bordellet
• kvinder, der virker skræmte eller ulykkelige og vil væk
• kvinder med blå mærker eller andre tegn på overgreb
For sundhedspersonale
• kvinder, der har været udsat for vold
• kvinder, der bliver fulgt af udenlandske mænd uden for familien
• kvinder, der giver utroværdige og usammenhængende forklaringer
Bidrag til kvinderne
Reden-STOP Kvindehandel tager imod frivillige bidrag. Størstedelen af bidragene går direkte til at hjælpe kvinderne. Ofte har de handlede kvinder brug for tøj, medicin og nogle få kontanter. Vi har kun lille mulighed for at hjælpe kvinderne økonomisk og er derfor afhængig af de frivillige bidrag. Selv små bidrag kan gøre en stor forskel. Reden-Stop Kvindehandel bruger ligeledes frivillige bidrag til kampen mod kvindehandel i form af informationsmateriale og andre focuserede tiltag.
Indsæt dit bidrag
• på kontonummer 0284-2844406994
• Att: KFUKs Sociale Arbejde, Reden – Bidrag til RSK
Lilla sløjfe mod kvindehandel
Køb en lilla sløjfe og støt kvinder, der er ofre for kvindehandel.
Den upolitiske kvindelige organisation Soroptimist International har lanceret en international kampagne mod trafficking. Den lilla sløjfe signalerer, at bæreren tager afstand fra handel med kvinder og børn. Sløjfen koster 20,- kr. og beløbet går ubeskåret til at hjælpe udenlandske kvinder i prostitution i Danmark. Pengene bliver brugt til at købe nødvendige basale ting til kvinderne: tøj, medicin, kufferter, billetter og en smule kontanter til hjemturen.
Frivilligt arbejde
Reden-STOP Kvindehandel bruger pt. ikke frivillig arbejdskraft. Hvis du er interesseret i frivilligt arbejde med udenlandske og danske kvinder i prostitution, så kontakt Reden i København, Århus eller Odense på www.reden.dk