En typisk aften på gaden

Det er lørdag aften. Sammen med en kollega har jeg gadevagt fra kl. 20 – 01. Vi skal gå opsøgende arbejde på Vesterbro, hvor vi tager kontakt til kvinderne på gaden. Min kollega og jeg mødes i Reden på Gasværksvej 24 lidt i otte og starter med en kop kaffe og en snak med personalet. Reden er et værested for kvinder i prostitution, som kan få et gratis måltid mad og en seng at sove i. Vi bliver opdateret på situationen i miljøet og får at vide, at to danske kvinder er blevet overfaldet og frarøvet deres penge. Personalet siger, at vi skal passe på os selv, og vi aftaler hvornår de kan forvente os tilbage. Vi regner med at det vil tage ca. 1 time at gå den første runde og fortæller at vi er tilbage senest halv ti.

Det er en lun aften, og der er meget aktivitet på gaden. En gruppe festklædte unge mennesker hænger ud på et hjørne med øl i hånden og griner højlydt. De har fået øje på en mand, der tydeligvis ikke er ædru og har problemer med at gå lige. Han ser ikke ud til at bemærke, at han er genstand for opmærksomhed og fortsætter ufortrødent sin slingrende gang.

I starten af den ene gade står tre afrikanske kvinder, vi ikke har set før. Vi går hen til dem og præsenterer os på engelsk. Siger hvad vi hedder og fortæller, at vi er socialarbejdere fra en kristen organisation der arbejder med kvinder. Vi spørger om de har brug for kondomer og glidecreme. Det vil de gerne have. De får også vores visitkort med nummeret til Hotline telefonrådgivning og vores arbejdsmobiltelefonnumre. Vi fortæller dem, at de kan blive testet for kønssygdomme – gratis og anonymt – og at de er velkomne til at ringe til os, hvis de løber ind i problemer eller blot har lyst til en snak. En bil stopper lige foran hvor vi står, og kvindernes opmærksomhed flyttes øjeblikkeligt hen til manden i bilen. Vi går videre.

Lidt længere henne møder vi Anna og Marian. Det er to østeuropæiske kvinder, vi har kendt et års tid. Vi får et knus og sludrer lidt om hvordan det går. Anna fortæller, at hun tror at hun har brækket næsen. For to dage siden kom en tilfældig dansk narkoman hen til hende og gav hende et slag i hovedet. Helt ud af det blå. Bagefter løb han væk. Hun har aldrig set ham før og kan ikke forstå, hvorfor han gjorde det. Marian er meget vred over det, og situationen giver anledning til en snak om, hvordan de kan passe på sig selv og hinanden. Vi aftaler med Anna, at en af os følger hende til lægen dagen efter.

Vi møder fire andre udenlandske kvinder, vi kender fra tidligere. De får kondomer og glidecreme. En af dem fortæller, at hun var ude for at et kondom sprang, da hun var sammen med en kunde. Hun er bange for, at hun er blevet gravid. Vi giver hende kontorets adresse og aftaler at mødes den følgende eftermiddag og hjælper hende med at udføre en graviditetstest. Da vil vi også foreslå hende at blive testet for kønssygdomme og snakke med hende om prævention. To mænd kommer gående og har blikket rettet mod kvinderne. Kvinderne begynder at snakke med de to mænd, og vi siger farvel.

Den første runde er ved at være slut, og vi vender tilbage til Reden for at skrive rapport og få en kop kaffe inden vi skal ud igen.

På næste runde hilser vi kort på de kvinder, vi talte med tidligere på aftenen. Der er stadig mange kunder, og vi vil ikke tage mere af deres tid.

En del afrikanske kvinder er kommet på gaden. Vi har mødt de fleste af dem tidligere og får en lille sludder. De vil gerne have kondomer og glidecreme og får fyldt taskerne op. En af dem trækker mig til side. Hun fortæller genert, at hun har haft stærke smerter og har blødt kraftigt fra underlivet de sidste dage, selv om det ikke er tid til hendes menstruation. Og det gør ondt når hun har samleje. Vi udveksler telefonnumre og aftaler at mødes mandag eftermiddag. Da kan hun blive undersøgt gratis og anonymt af en gynækolog. Jeg råder hende til at gå tidligt hjem og passe på sig selv. Hun siger at hun er nødt til at være på gaden og tjene nogle penge. Hun kan ikke gå hjem, selv om hun har stærke smerter. Hun fortæller, at hun synes det er
rigtig svært og føler sig klemt mellem behovet for at tjene penge til bagmænd og ønsket om at passe på sit eget helbred.

Længere nede ad gaden siger vi hej til et par andre afrikanske kvinder. De står og snakker med nogle ældre danske mænd, og vi går forbi dem.

Klokken er ved at være 1 og gadevagten skal slutte. Det har været en aktiv aften med mange kvinder på gaden. I alt har vi mødt 22 udenlandske kvinder af forskellig nationalitet. Vi vender tilbage til Reden. Skriver rapport, drikker endnu en kop kaffe og tager hjem.